5 min read

Ja-siden argumenterer for et nej

Ja-siden argumenterer for et nej
Foto af Element5 Digital / Unsplash

Unibet giver pengene mere end fire gange igen, hvis det bliver et nej til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. Det er en overvejelse værd at spille på. For selvom nej-bevægelsen består af Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU – to partier i intern strid og et, der angiveligt ikke rigtigt vil kæmpe for et nej – skal man passe på med at undervurdere dem. Eller mere korrekt, man skal passe på med at overvurdere ja-kampagnerne.

Det eneste, der reelt er sket i kampagnen op imod en afstemning på nuværende tidspunkt, er en pinagtig fadæse om teksten på afstemningssedlen. Kampen om teksten på stemmesedlen blev et nederlag for ja-siden. Og det er i det store og hele den eneste aktivitet, som har været tydelig for vælgerne indtil nu.

Tavshed fra Ja-partierne
Man skal nemlig være meget vågen som vælger, hvis man skal opdage, at vi nærmer os en folkeafstemning. Der er, i skrivende stund, intet på forsiden af Socialdemokratiets hjemmeside, der handler om forsvarsforbeholdet. Det samme gælder for de forsvarsglade Konservative. SF, Liberal Alliance og Moderaterne er i samme båd. Ikke engang Europabevægelsen kan mønstre et lille budskab om forsvarsforbeholdet.

På Venstres hjemmeside kan man finde et budskab om, at forbeholdet skal afskaffes. Hvis man kommer forbi det dominerende budskab om et sundhedsvæsen tættere på dig. Det samme gælder hos Radikale, som trommer til kamp mod forbeholdet efter et budskab om grøn frihed.

Det er ikke fordi, at nej-siden buldrer derudaf med færdige kampagner. Men både Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Enhedslisten og Folkebevægelsen har i det mindste nyheder på forsiden af deres hjemmesider, der handler om, hvorfor man skal stemme nej. Og de har i høj grad også sat dagsorden indtil nu, hvor de har fået det til at handle om teksten på stemmesedlen og om en europahær.

Hvad handler afstemningen om?
Folkeafstemningen handler helt fundamentalt om, hvorvidt vi skal bevare status quo som vi alle kender det. Eller om vi skal prøve noget nyt og for befolkningen ukendt, nemlig at tage aktiv del i det europæiske forsvarssamarbejde. Dermed er Ja-sidens grundlæggende udfordring større end nej-siden. Ja-siden skal flytte holdninger. Nej-siden skal bevare det eksisterende. Det første er ulige meget sværere end det sidste.

Indenfor behavioral science forsker man i, hvordan mennesker tager beslutninger. Grundlæggende er det sådan, at vi kun skifter holdning, hvis vi følelsesmæssigt bliver påvirket. Rationelle argumenter får os ikke til at skifte holdning. De er kun gode, når vi skal bekræftes i en holdning. Samtidig er vi indrettet sådan fra naturens side, at vi gerne vil gå hen imod noget, der er positivt. Og vi går væk fra noget der er negativt eller truende. Det er ren biologi, men det er stadig styrende for vores beslutninger.

Hvis man skal overbevise et flertal af danskerne om, at de skal stemme ja den 1. juni, skal man således gøre Ja’et til et positivt og følelsesmæssigt attraktivt valg. Vi taler ikke nødvendigvis store, dramatiske følelser. Hvis bare det bliver nærværende, håndgribeligt og forståeligt for alle, er vi kommet langt.

Det er derfor interessant at se nærmere på, om det også er denne måde Ja-siden argumenterer på. Eller om vi er i gang med at gentage fortidens fejl fra efterhånden flere folkeafstemninger. I mangel af en omfattende kampagne, har jeg analyseret den partilederdebat, som Altinget kører om det danske forbehold. Heldigvis har alle de fem store ja-partiers ledere bidraget med et indlæg.

Ja-sidens gentager nej-sidens argumenter
Alle fem indlæg sætter folkeafstemningen ind i en sammenhæng med Putins krig i Ukraine. Det er helt naturligt, da det fylder meget i vores alles bevidsthed. Det er oplagt at spille på den russiske aggression, for den har allerede flyttet danskerne holdningsmæssigt, så vi er mere positive over forsvarssamarbejdet end tidligere. Udfordringen er, at der næppe er mere at hente i denne bevægelse, hvis man ikke kan tydeliggøre, hvordan forsvarssamarbejdet kan skabe fred i Europa. Og den forbindelse er ikke helt tydelig.

Herefter gør stort set alle den fejl, at de italesætter nej-sidens argumenter og bruger nej-sidens retorik. Når eksempelvis Søren Pape skriver ”Men hvad så med EU-hæren og det fælles flag, vi skal kæmpe under?”, er det en ren gentagelse af nej-sidens retorik. Man tager ikke spørgsmålstegnet til sig, men husker, at vi skal kæmpe i EU-hæren under et fælles flag. Pia Olsen Dyhr skriver ”Ikke fordi vi skal have en EU-hær”. Og alle tænker på EU-hær.

Politikerne er ikke ene om denne fejl, der er udbredt på ja-siden. Man oplever eksempelvis formanden for Europabevægelsen Stine Bosse i Berlingske Tidende skrive ”Danmarks suverænitet og selvbestemmelse sættes ikke over styr ved en afskaffelse af forbeholdet”. Det kan godt være, at der står ’ikke’, men er Danmarks suverænitet ved at blive sat over styr? I Altinget kan man sågar læse en artikel af Christine Nissen, der forsker i udenrigspolitik og diplomati, som handler om de største myter. Hun bruger hele sit indlæg på at sætte tre af nej-sidens argumenter på dagsordenen, nemlig at EU-hæren kommer, at Danmark mister suverænitet og at mere EU er lig med mindre USA. Alle de sikre Ja-stemmer forstår godt, at det er myter. Men for alle dem, der er i tvivl, er det tre af nej-sidens temaer, det handler om.

Ja-sidens egne argumenter er abstrakte og defensive
Når debattørerne endelig bruger kræfter på egne argumenter, er de ofte for abstrakte til at kunne flytte stemmer. Mette Frederiksen mener eksempelvis, at ”vi skal tage ansvar for egen sikkerhed”. For mange vil det nok i højere grad handle om, at vi skal have nogle flere kampvogne, end at vi skal sidde med i et møde i Bruxelles. Det første er håndgribeligt, det andet abstrakt. Og når Sofie Carsten Nielsen mener, at forbeholdet ”sender Danmark udenfor døren, når de voksne skal snakke”, så er det ikke bare abstrakt. Det er også at tale ned til danskerne.

Helt galt går det med den nye elev i klassen, Pia Olsen Dyhr, der tydeligvis ikke er vant til denne form for argumentation. SF’s leder starter med at fortælle, at når Danmark går med i krig, så ender det galt med Irak og Afghanistan som eksempel. Så fortæller hun, at det internationale samarbejde ikke duer med Storbritanniens Brexit, Polen og Ungarns adfærd i EU og USA under Trump som eksempler. På denne baggrund skal man altså få lyst til et internationalt samarbejde om militære operationer i udlandet. Det er ikke nemt.

Det er helt tydeligt, at ja-siden kæmper med at finde nogle positive budskaber, som er håndgribelige for alle vælgere. Den, der kommer tættest på, er Jakob Ellemann-Jensen, der skriver ”Danmark skal beskytte danske søfolk og danske skibe ude i verden, skabe stabilitet i Nordafrika og Middelhavet, bekæmpe menneskesmuglere og stoppe flygtningestrømme, samt deltage i fredsbevarende operationer i EU’s nærområde i øst”. Det er måske lidt langt og sine steder lidt abstrakt, men vi kommer tæt på noget, som man kan forholde sig til. Og det er som nævnt nødvendigt.

Det kan nås endnu
I den seneste meningsmåling fra Voxmeter fører Ja-siden med fem procentpoint. Men nej-siden vokser. Og hver fjerde vælger har ikke besluttet sig endnu. Den sidste gruppe er dem, det hele handler om. Hvis de skal flyttes, skal ja-siden byde på nogle nærværende, relevante og ikke mindst positive argumenter for at fjerne forbeholdet. Andre målinger viser større føringer til ja-siden, men også en stor tvivler-gruppe.

Så ja-siden skal se at komme i gang med kampagerne. Der er under 40 dage til afstemningen. Og vi kan brevstemme allerede nu. Sker der ikke noget snart, kan det godt være, at man skulle gamble lidt hos Unibet.

Artiklen er bragt på Kforum den 22. april 2022