3 min read

Sidder Støjberg i smørhullet?

Inger Støjberg har måske fundet et smørhul mellem V, K og O. Skaber det ballede i blå blok og er Danmarksdemokraterne kommet for at blive?
Sidder Støjberg i smørhullet?

Det er imponerende, som der stadig kan findes huller i dansk politik. Lars Løkke Rasmussen mente pludseligt, at et regeringssamarbejde hen over midten er altafgørende for Danmarks fremtid. Og har bygget et parti nærmeste alene på det. Og nu mener Inger Støjberg at have fundet et smørhul mellem V, K og O, hvor hun låner lidt politik fra alle tre partier som grundlag for sit eget parti. Et Inger-parti kaldet Danmarksdemokraterne.

Stemmerne skal nok komme…
Inger Støjberg skal nok få succes med sit nye projekt. På den korte bane. Det er der mange gode grunde til. For det første er Danmarksdemokraterne det nye parti, som en række løsgængere og DF’ere med stor sandsynlighed hurtigt vil tilslutte sig. Hun vil også på rekordtid blive opstillingsberettiget. Partiet bliver derfor født med masser af momentum.

Oveni momentum vil Støjberg som person også trække vælgere til sig. Hun er pænt populær, hvilket knap 210.000 følgere på Facebook og over 43.000 følgere på Instagram vidner om. Støjberg vil trække en del stemmer fra Dansk Folkeparti, der længe har bejlet til hende, og nærmest tilbudt hende formandsposten. Og hun vil trække stemmer fra Venstre, hvor der særligt i de jyske vil være opbakning til hendes udlændingepolitik og anti-københavnske retorik.

Lige om lidt vælter det frem med meningsmålinger, som viser, hvor stærkt Danmarksdemokraterne kommer ud af starthullerne. På Folkemødet gik rygterne om en ikke-offentliggjort måling, der giver Støjberg-partiet op imod otte procent af stemmerne. Det lyder voldsomt, men ikke helt urealistisk.

Men kommer konflikten?
Mange politiske iagttagere har travlt med analyser om den kommende borgerkrig i blå blok. Hans Redder, politisk redaktør på TV 2, kalder partiet en ”håndgranat i det borgerlige Danmark”. Og Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, taler om ”et kaos i blå blok, som er næsten totalt”.

Det er helt oplagt, at Danmarksdemokraterne ikke kommer til at trække stemmer over midten, og derfor er vi set med blå briller ude i et nulsumsspil: Det som Støjberg vinder, kommer fra andre borgerlige partier. Og det er ikke rart for nogen. Men Morten Messerschmidt, Pernille Vermund, Søren Pape og Jakob Ellemann-Jensen kender spillets regler: Hvis de piver eller slås, så koster det stemmer til blå blok. Vælgerne straffer ballade. Derfor er det bedre at lide i det stille og acceptere at betale en pris på den korte bane.

Det er muligt, at jeg forfølger de ledige synspunkter, men jeg tror faktisk ikke på den store konflikt. Dansk Folkeparti kommer til at bløde, men Messerschmidt og Kjærsgaard skal nok holde snuden over de to procent. Faktisk er der meget, der tyder på, at blå blok kan slippe afsted med et minimalt stemmespild denne gang, idet det kun er Kristendemokraterne, der ser ud til ikke at kunne komme i Folketinget. Og med afgangen fra dette parti, kommer de næppe meget over én procent. Det nye er faktisk, at rød blok sandsynligvis kommer til at bløde endnu mere, hvis hverken Frie Grønne, Alternativet eller Veganerpartiet runder de to procent.

Spørgsmålet er så, om blå blok kan finde et fælles fodslag, hvis der skulle vise sig et borgerligt-liberalt flertal efter valget? Det vil jeg heller ikke afvise kan blive tilfældet, selvom der naturligvis skal sluges nogle kameler. Det er grundlæggende mere værd at få en borgerlig regering end at få en mandatfremgang, som ikke kan bruges til andet end lediggang.

Det er imidlertid værd at skelne mellem de to forskellige slags blå flertal. Er det et blåt flertal med eller uden Moderaterne? Hvis det er et flertal med Moderaterne bliver det en svær opgave. Først er spørgsmålet, hvor Lars Løkke vil gå hen, når han ikke kan lave en regering mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne? Dernæst skal der findes en regeringskonstellation, som alle kan blive enige om. Og som kan tilfredsstille det ønske om ministerbiler, som er mere udbredt i nogle borgerlige partier end i andre. Det bliver næppe nemt.

Og hvad med fremtiden?
Spørgsmålet er så, om det politiske hul mellem V, K og O er stort nok til, at vælgerne også i længden vil finde Støjbergs parti relevant? Eller om det bliver for meget et projekt båret på enkelte personer?

Selvom vi aldrig har haft så mange løsgængere i Folketinget, og aldrig har haft så mange opstillingsberettigede partier, har jeg svært ved at se, at partier båret af enkeltsager eller enkeltpersoner er bæredygtige på den lange bane. Hvis et parti ikke bygger på en veldefineret ideologi, er det alt for afhængigt af en enkelt politisk sag, som kan forsvinde fra vælgernes dagsorden, eller af personer, der kan forsvinde ud af politik. Og det er ikke nok til at sikre eksistensen årtier ud i fremtiden.

Denne skæbne vil ramme både Moderaterne og Danmarksdemokraterne. Når partistifterne ikke er der længere af den ene eller anden årsag, er partiet der heller ikke længere. Det kan måske overleve en periode eller to, men i længden er det ikke nok. Derfor ser fremtiden lys ud for Inger Støjberg – så længe hun gider dansk politik – men Danmarksdemokraterne er næppe kommet for at blive.